God stil langs åen

Der findes et sæt ”uskrevne regler” som kan være rigtig fine at være opmærksom på når man begiver sig på fiskeri i ådalen. Det er nemlig vigtigt at tage hensyn til andre og deres fiskeri, og dermed gøre en indsats for at behandle andre langs åen, som man selv ville ønske at blive behandlet.

De fleste åfiskere kender helt sikkert til de uskrevne regler i forvejen. Men for nye medlemmer, eller dagkortfiskere der endnu ikke kender så meget til åfiskeri, kan det være fint lige at tage nedenstående tips med i betragtning, så man får en god start på sit åfiskeri. Derfor kommer her en række råd til hvorledes man bedst færdes langs åen. Så er man sikret gode oplevelser i ådalen fra start
 
Gå ikke ind foran andre ved åen.
Accepter at andre kom til åen på det udvalgte stræk før dig, og start bag ved dem der allerede er i gang med at fiske. Der kan være mange ved åen i perioder, og det kræver at man tager hensyn til hinanden for at afvikle fiskeriet gnidningsfrit.
Hvis man ikke kan undgå at gå ind foran andre, så start dit fiskeri i så tilpas lang afstand foran som du selv ville ønske at andre gjorde det, hvis det var dem der startede foran dig ved åen. Der er mange meninger om dette, men 100-150 meter bør være minimum afstand, hvis man går ind foran andre. Husk at der også skal tages samme hensyn til dem på den anden side af åen! Medlemmer af en anden forening, eller dagkortløsere er også dine fiskekammerater.
 
Udøv bevægeligt fiskeri langs åen.
Man bør ikke ”fryse fast” på de gode pladser. Tag et par skridt imellem hvert kast, så du hele tiden bevæger dig langs åen. Dette sikrer at alle får mulighed for at fiske på de gode standpladser. Fiskeri skal praktiseres nedstrøms. Dog er fiskeri opstrøms tilladt, når det ikke er til gene for andre. Er der flere fiskere på samme stræk, skal fiskeriet foregå i nedstrøms retning. Det vigtigste her er at tage hensyn til andre når man ikke er alene ved åen. Og dette gøres bedst ved at afvikle fiskeriet bevægeligt i nedstrøms retning.
I nogle åsystemer er det tilmed forbudt at bevæge sig opstrøms når man fisker (Se foreningernes hjemmesider).

Gå roligt i ådalen.
Når du kommer ned til åen fra parkeringspladsen, skal man ofte gå et stykke langs åen før man når til udgangspunktet for fiskeriet på det pågældende stræk. Gå roligt langs åen og gerne lidt væk fra åbrinken, hvilket mange steder let lader sig gøre. Havørrederne i åen er store og SKY, og hvis man tramper hårdt i åbrinken eller kaster en tydelig skygge udover åen, får man skræmt de fleste i skjul igen. At gå roligt i ådalen gælder også når man selv er færdig med at fiske. Så bevæger man sig roligt væk fra vandet, for der er jo oftest stadigvæk andre lystfiskere ude langs åen. Og dem behøver man jo ikke at spolere chancerne for, fordi man selv har afsluttet sit fiskeri og skal skynde sig op til bilen.
 
Kend dit fiskevand.
Drømmer du om at prøve det spændende natfiskeri i åen? Så start med at tage en dagstur til de stræk af åen du overvejer at prøve at fiske i døgnets mørke timer. Det kan være rigtigt godt givet ud, fordi man så kan se præcis hvor fiskeretten starter og slutter, hvor der er et elhegn eller en grøft, hvor der er et træ der umuliggør et fluekast og hvor er bredden sumpet og hvor er den fast? Ved man disse ting om det pågældende stræk af åen, kan man spare sig for nogle trælse overraskelser i mørket. Og så får man jo også lige set standpladserne/svingene i dagslys, hvilket som regel både gør det lettere at fiske dem af i mørket, men også forbedrer éns chancer for fangst
 
Spar på lyset under natfiskeri.
Natfiskeri efter havørreder er en effektiv metode, men det kræver lidt ”lys disciplin”. Gå derfor ikke langs åen med pandelampen tændt, fordi du reelt ikke aner hvor du, eller åen er! Tag som ovennævnt en tur i dagslys, så du kan lære strækket at kende og derved kan gå roligt langs åen om natten uden lys. Fiskene kommer frem for at forsvare deres standpladser i ly af mørket, men de er stadig meget sky. Lyser du ud over vandet langs åen med en pandelampe bliver fiskene let skræmt, og du spolerer således ikke bare dine egne chancer for fangst, men også andres!
Det er helt ok at tænde lys for at skifte flue, eller ordne sit forfang. Men gå gerne lidt ind i engen et stykke væk fra åen, eksempelvis 8-10 meter, og vend så ryggen til åen inden du tænder pandelampen. Så generer det ikke fiskeriet så meget. Og så skal man selvfølgelig også bare tænde pandelampen når man skal lande en fisk. Det er det pandelampen reelt skal anvendes til
 
Hav respekt for andres fiskemetoder langs åen, og tid til en hyggesnak.
Uanset hvilken agn og metode du selv anvender i dit åfiskeri, så respekter at andre fisker på en anden måde end dig selv langs åen. Måske er du endda heldig på din fisketur at møde en lodsejer der fisker med sit toggergarn, som er en traditionel fiskemetode der i dag kun må udføres langs Karup å som det eneste sted i landet. Giv dig selv tid til at stoppe op og tage en kort venlig snak med de lystfiskere og lodsejere du møder langs åen, eller på parkeringspladserne. De elsker åen, naturen og fiskeriet mindst ligeså højt som du selv gør. Og en stor del af glæden ved en god tur til åen, er for de fleste ikke kun defineret af fangst. Det drejer sig i høj grad også om at møde ligesindede
 
Knæk og bræk langs åen.

Denne side vedligeholdes af Lars Relund, som kan kontaktes ved fejl og mangler.